Seneste nyt

Sjove spil kan gøre aftenen hyggelig Spar tid og energi med en effektiv plæneklipper
Disclaimer

Min weekend er gået med både arbejde og afslapning. En fin kombination, når det nu ikke kan lade sig gøre med to dages ren afslapning!

Arbejdsdagen

Lørdagen er gået med at få gjort lidt ved haven. Der er både blevet ryddet op efter vinterens efterladenskaber af nedfaldne grene, blade og andre ting, som er blevet blæst rundet i haven. Og vi har også fået byttet bolde med naboerne. Vi fandt et par af deres bolde, som var havnet oppe bagved i vores hegn og de gjorde så gengæld senere på dagen, ved at vende retur med et par af vores bolde.

Vi har også fået fejet vores store træ terrasse. Og under det arbejde kunne jeg også hurtigt konstatere, at vi ikke slipper for at få gjort noget mere ved terrassen i år. Den trænger gevaldigt til at blive renset ordentligt. Og så skal den også have en gang maling. Heldigvis fik jeg allerede købt malingen sidste år. Så det står bare oppe i skuret og venter på, at der kommer en pensel forbi.

Og som det sidste, nåede jeg også at give græsplæne en tur med den elektriske mosfjerner, som jeg købte sidste år. Det var en god investering, som jeg er gået hen og blevet ret glad for. Vi døjer nemlig en del med mos, som vi bruger meget tid på at få bugt med hvert eneste forår. Det er altså noget rarere at rende rundt på en rigtig græsplæne om sommeren end en plæne, som er fyldt med store områder med mos. Det kræver sin mand at bekæmpe mosset, men med mosfjerneren går det noget lettere, end hvis det hele skal rives op med haveriven, som jeg gjorde det førhen.

Afslapningsdagen

Søndag blev så til ren afslapning. Skøøønt!

Vi tillod os at sove lidt længe. Og da vi så endelig kom ud af fjerene, smuttede jeg hen forbi bageren efter nogle rundstykker. Der var desværre ikke det store udvalg. Men det er sådan noget man bare må tage med, når man nu vil snue lidt længere end normalt.

Efter en god morgenmad og dagens første kop kaffe, var det så tid til at finde ud af, hvad resten af dagen skulle tilbringes med. Og der var ikke den store tvivl, da vi spurgte børnene, om vi skulle finde et sted at køre en tur hen. De råbte stort set i samlet flok: Nymarksminde! De elsker simpelthen det sted.

Nymarksminde ligger ca. 10-15 minutters kørsel nord for Aalborg, nærmere betegnet ved Vodskov. Det er et rigtig hyggeligt sted, med masser af traditionelle danske dyr, som børnene kan komme i nærkontakt med. Og så er der også både en kæmpestor hoppepude, sandkasse, gynger og en stor 18 hullers fodboldgolfbane. Så der er masser af ting, som man kan få dagen til at gå med. Og uanset hvor længe vi har været der, kan vi være sikre på, at børnene aldrig frivilligt vil med, når det er tid til at køre hjemad igen.

Hos Nymarksminde kan man selv medbringe sin mad. Og enten kan man vælge at sidde udenfor og nyde maden, hvis det er godt vejr. Og hvis vejret ikke er til at sidde udenfor, har Nymarksminde også masser af indendørs siddepladser, hvor man samtidig kan holde øje med det meste af parken. Der er også fri adgang til grill hos Nymarksminde. Så vil man have en god grill bøf eller et par pølser, kan det også klares.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *